Lidt om jobbet, vejret, firmaet osv. |
|
Hvis vi først skal fortælle lidt om tingene hernede i al almindelighed, så bare
hør: VINTEREN er kommet, ihvertfald ifølge de lokale. Og hvad betyder så det: Temperaturerne er faldet væsentlig i forhold til i sommer (men det var trods alt også nogle ganske usædvanlige varmegrader vi havde). Nu er det omsider blevet koldt hvilket betyder nattemperaturer omkring 0-5 grader (vi har endnu ikke været under nul grader ifølge vort udendørstermometer, men der var en lille smulde is på vandpytterne en morgen). Om dagen når temperaturerne så (lidt afhængig af om det regner eller ej) op omkring 10-15 grader (20 grader når solen er rigtig god). Jeg tror dog trods alt stadig at vi nogenlunde kan holde regelen fra i sommer: temperaturerne hernede er ca. det dobbelte af dem derhjemme. Med vinteren kommer desværre tilsyneladende også regntiden, og med regnvejr mener vi ikke sådan noget pjat som det derhjemme. Næh når det regner hernede så er det sådan (hvilket måske også en lille smule skyldes byggeskikken hernede) at der når man kommer hjem står 1-1½ cm vand i store dele af huset (selvom vi bor i en forhøjet stueetage med 5-10 trin op (dog ganske vist mned altaner/veranda udenfor). Det tog ca. 3 timer og 5-10 store spande vand at få det hele tørret op, så det var begrænset hvor meget jeg havde lyst til bagefter. Og det var selvfølgelig den af de 3 dage hvor Lars ikke var hjemme (han var i Tyskland for at forsøge at lære noget om et bestemt EDB-program som nogle mere eller mindre skøre tyskere (hvis tyskere kan være mindre skøre) har lavet og som han forventes at bruge en stor af de næste 1-1½ år på). Ellers er vinteren nu på mange måder væsentlig mere behagelig end derhjemme. Det er ikke så koldt og man kan få FRISKE appelsiner (der er nu noget specielt ved at køre rundt blandt fyldte appelsintræer og købe friskplukkede appelsiner og mandariner med både smågrene og blade på; og så til ingen penge: ca. 1-1½ kr pr. kg). Bortset fra dette så er både vinhøsten (det kunne virkelig duftes alle vegne) og olivenhøsten helt overstået, så bortset fra appelsinerne/mandarinerne så består frugten vist kun af citroner (det meste af det øvrige er ligesom derhjemme importeret), men de er der til gengæld hele året (de var der ihvertfald også da jeg kom ned i maj og der er de stadig, også på træerne. Dernæst lidt om jobbet: Vi må jo egentlig ikke fotografere på siten, så bortset fra et par fotos af nogle af maskinerne må jeg henvise til lufthavnens officielle hjemmeside. Presse hjørnet har dog nogle meget interessante billeder som viser hvordan arbejdet skrider frem. Den officielle hjemmeside for lufthavnen: Side med fotos fra byggeriet, skal ses! Tidligere har vi vist en af de store frontloadere, her en så en af de tilhørende lastbiler (de små hedder 10-15 m3, de mellemstore ca. 30 m3, ingen tør udtale sig om denne men nogle rygter siger 60 m3). Denne havde fået et defekt hjulleje så den stod og vågede over et vejkryds nogle dage. På det lille billede forfra ses størrelses forholdet, det er Lene i rammen. Klik på billedet for at se et større. Hjulene er over 2,5 m i diameter; jeg kan ikke nå op til skulderen på dækket! Billedet er taget ved solnedgang og det klarede det lille lommekamera desværre ikke helt så godt; forhåbentlig kan det tydes (PS: tingesten eller hvad sådan noget nu hedder har det prosaiske navn FAUN, hvem der så end tror det). Selvom vi ifølge de 'kloge' tidsplanlæggere ikke er nået helt så langt som vi burde, så går det trods alt fremad. Vi har nu fået afleveret det først (midterste) stykke af den ene af landingsbanerne tilbage til bygherren, som så har nogle andre til at lægge asfalt og lave det sidste af belysningen (her har vi også lagt alle rørene til kablerne). Så er vi jo lige ved at starte på den egentlige beton-bane udlægning og til dette formål har vi denne 'lille' maskine som kan lægge baner på enten 7,5 m eller 15 meters bredde i to lag i en arbejdsgang (inklusive ilægning af dyvler til at holde sammen på tingene). Klik på billedet for at se det i stor størrelse. Til dem der måtte have den helt store interesse i betonudlægningen; så er det desværre begrænset hvad der kan siges; diskussionerne omkring mix-design og materialer er tilsyneladende ikke helt færdige, så den helt endelige løsning er lige knap på plads. Men vi er dog stort set ved vejs ende så nu mangler vi bare at få lagt ca. 1 million m2 belægning. Én ting er dog sikkert: Alle de lokale taler om at denne lufthavn bliver meget bedre (= flottere) end den gamle bl.a. fordi der kommer marmor på gulve og vægge i terminalerne. MEN det er ikke kun indendørs vi bruger marmor, OGSÅ landingsbanerne bliver marmorbelagte, idet vi bl.a. bruger knust marmor i betonen. Hvem kan slå det? (ihvertfald ikke Kastrup som jo bare bruger almindelig svensk granit til sådan noget). |
|
http://www.lmo.dk/loutsa |